Hello World
- Ja, nærmest en kliche at starte med Hello World, men siden jeg arbejder i en it-virksomhed, hvor det første tal de også altid vil slynge i hovedet på dig er 42, måtte det jo også være min første kommentar på denne blog.
Bloggen er oprettet i 2008, men dengang havde jeg for travlt med mit speciale, og vidste egentlig ikke hvad jeg ville dele med verden.
Nu er jeg i midlertid blevet færdig med uni, og har fået job i Miracle, hvor jeg laver videoer.
Videoer er og har ikke været mit foretrukne medie, hvilket måske siger sig selv med en kandidat i Litteraturhistorie.
Videoens mange fordele
Men jeg vil alligevel argumentere for at ‘Video Is The New Black’ på denne blog, fordi det er et medie der vinder kraftigt indpas som båndbredden bliver større og selve det at producere video bliver billigere og lettere.
Videoen største fordel er fra min vinkel at man før mere end blot indhold. Formen indoptager miljøet hvori videoen er fremstillet, og fremviser derfor en masse data som forsvinder eller er svære at få med i eksempelvis en artikel.
Og skal man vise en personlighed frem, som fx i Miracles medarbejdervideoer, er der ingen tvivl om at man ikke kunne have beskrevet hver enkelt personlighedstræk så godt som en video kan fremvise det.
En video i sig selv kan dog også komme til at ’svæve’ lidt rundt, hvis den ikke bliver kommenteret eller indført i den kontekst den hører til. Derfor er det tekstuelle element her en nem måde at forklare noget kort og konkret, i stedet for fx at forklare en video med en video.
Effektivt kommunikationsmiddel til forskellige formål
Indholdet på denne blog er helliget til at videreføre min viden om videoen som kommunikationsmiddel til mange formål.
Vil du vide mere om hvad jeg laver af professionelle videoer, så tjek her: MiracleChannel.dk